Lund & Staun og Aalborg Kommune opsamler erfaringer på bæredygtigt skolebyggeri

Kasper Nyhus Ukategoriseret

Aalborg Kommune har sin egen bæredygtighedsmanual, som blandt andet anvendes på en ny tilbygning til Vester Mariendal Skole. Her afprøver Lund & Staun som totalentreprenør en metode, der både skal skabe overblik over realiseringen af de bæredygtige tiltag og understøtte dialogen mellem bygherre og entreprenør.

Første spadestik på tilbygningen til Vester Mariendal Skole i Aalborg blev taget af skoleleder Jesper Hougaard Stoumann og Rådmand fra Skoleforvaltningen, Tina French Nielsen.

I maj 2018 var der første spadestik på den nye tilbygning til Vester Mariendal Skole i Aalborg. Bygningen på 2.400 m2 skal opføres efter Aalborg Kommunes bæredygtighedsmanual, og foruden de danske 2020-energikrav, handler det blandt andet om materialernes miljøprofil, akustik, indeklima og affaldshåndtering.

Et andet vigtigt fokusområde er tilgængelighed, da tilbygningen er en del af skolens specialklasserække for børn med bevægelseshandicap og specifikke indlæringsvanskeligheder.

Lund & Staun har vundet opgaven i totalentreprise på baggrund af et dispositionsforslag, udarbejdet af Aalborg Kommunes rådgivere; RUM, Bjerg Arkitektur og Orbicon. Sammen med bæredygtighedsmanualen udgør dispositionsforslaget en række krav til bæredygtigheden, og Lund & Staun færdigprojekterer og opfører tilbygningen i samarbejde med rådgiverne KAAI og By+Land.

Dialog om realisering af bæredygtighedskrav

Et centralt emne i det Interreg-støttede projekt, Green Building A-Z, er, hvordan man som offentlig bygherre formulerer bæredygtighedskrav i sine udbud samt – ikke mindst – følger op på dem i projektering og udførsel. På projektets sjette partnermøde, som fandt sted i Norge i maj 2018, blev der fx talt om fordele og ulemper ved at stille funktionelle krav til entreprenøren fremfor detaljerede specifikationer. Der blev også talt om bygherres mulighed for – som ved tilbygningen til Vester Mariendal Skole – at konkurrenceudsætte et dispositionsforslag, som på forhånd er udarbejdet i samarbejde med en række rådgivere.

Den nye tilbygning til Vester Mariendal Skole i Aalborg. Visualisering udarbejdet af RUM.

Opførelsen af tilbygningen til Vester Mariendal Skole er dermed interessant for Green Building A-Z, og sammen med Aalborg Kommune har Lund & Staun udarbejdet er enkelt system, som skal understøtte kommunikationen om bæredygtighed. Formålet er her at vise bygherre – ikke kun, at bæredygtighedskravene er indarbejdet – men også, hvordan de er indarbejdet. Foruden at skabe overblik og sikkerhed giver det også et udgangspunkt for entreprenørens og bygherres dialog om realiseringen af bæredygtigheden.

Plastaffald som ”win-win”?

Et af punkterne i Aalborg Kommunes bæredygtighedsmanual handler om sortering og genanvendelse af affald fra byggepladsen. Og netop byggeaffald er interessant, fordi det er et oplagt sted at sætte ind, når branchen skal gøres mere bæredygtigtid, men også fordi, det rummer en mulighed for at generere merværdi for entreprenør og bygherre. Derfor er arbejder Lund & Staun sammen med Aalborg Kommune om at undersøge mulighederne for at indsamle og genanvende plastaffald fra byggepladsen.

I byggeperioden bliver der opsat containere til sortering af plast fra byggepladsen, så affaldet senere kan overdrages til firmaet Aage Vestergaard Larsen, som er eksperter i genanvendelse af plast. Dermed kan projektet bidrage til at belyse mulighederne for genanvendelse af plastaffald i byggeriet ved fx at undersøge, hvilke plasttyper, der findes, og om de efter noget tid i containeren er egnet til genanvendelse. Tanken er, at projektet dermed kan være med til at belyse, om plastaffaldet på sigt kan gøres til en ressource med en økonomisk og miljømæssig ”win-win”.